Skråstagsbroen mellem Nærheden og Hedehusene – ikonisk brobyggeri over aktiv jernbane
Broen mellem Nærheden og Hedehusene udgør det centrale bindeled mellem de to bydeles infrastruktur og er med sin markante arkitektur blevet et vartegn for hele området. Den elegante skråstagsbro med sin 33 meter høje pylon står som en skulpturel silhuet over landskabet og har modtaget bred anerkendelse – herunder en nominering til Dansk Stålpris for sin kombination af arkitektonisk kvalitet, teknisk kompleksitet og solidt håndværk.
Projektet omfattede etablering af en ny vej- og stiforbindelse, som forlænger Kallerupvej syd for Hovedgaden og fører trafikken over til Skolebakken i Nærheden via den nye bro. Tilslutning til Hovedgaden mod nord blev udført med et signalreguleret kryds, mens forbindelsen mod syd blev etableret som et T-kryds ved Skolebakken. Der blev samtidig anlagt cykelstier og fortove, hvilket styrker den samlede mobilitet i området.
Broen er udført som en skråstagsbro i stål med et frit spænd på 42 meter over jernbanen, en bredde på 17,5 meter og en kørebanekote 7,5 meter over sporet. Konstruktionen krydser fire aktive jernbanespor og bærer to kørebaner. Broens pylon og håndlister er belyst, og nord for broen blev der etableret en stiunderføring, som kobler sig til den eksisterende stiforbindelse langs banens nordlige side.
JORTON havde ansvaret for en bred vifte af ingeniørdiscipliner, herunder jernbanesikkerhed, jordarbejde, spuns langs spor, borede pæle, brostillads, betonarbejde, stålkonstruktioner og fugtisolering. Der blev monteret to broelementer i stål med vægt på henholdsvis 215 ton og 88 ton over jernbanen, hvilket krævede præcis løfteteknik og minutiøs koordinering med jernbanemyndigheder. I alt blev der udført 700 meter borede pæle samt en 29 meter lang prøvepæl med indbygget testudstyr. Betonarbejdet omfattede 3.000 kubikmeter beton og 470 tons armering, støbt i 3.000 kvadratmeter form. Jordarbejderne udgjorde samlet 20.000 kubikmeter.
På brodækket blev der udlagt 1.500 ton asfalt, herunder støbeasfalt i to lag – først et bærelag og dernæst et slidlag – på i alt cirka 430 kvadratmeter. Arbejdet blev udført med stor præcision i forhold til temperaturstyring og materialekvalitet, og der blev anvendt Metamacryl type V som fugtisolering for at sikre optimal tæthed og lang levetid.
Projektet blev gennemført under fuld drift af både lokaltrafik og jernbane, hvilket stillede store krav til planlægning og sikkerhed. For at minimere gener for trafikanter og togdrift blev arbejdet tilrettelagt med omfattende aften-, nat- og weekendarbejde. Der blev arbejdet i skærpede tidsvinduer, hvor logistik og fremdrift blev nøje afstemt med jernbanens køreplaner og myndighedskrav.
Udover nybyggeri omfattede entreprisen også vedligehold og opgradering af eksisterende infrastrukturelementer, herunder betonarbejder og fugtisolering. Projektet stillede store krav til koordinering mellem bygherre, rådgivere, underentreprenører og myndigheder. JORTON håndterede detaljeret tidsplanlægning, økonomistyring og risikovurdering, og der blev implementeret bæredygtighedstiltag såsom energirigtig byggeplads og lokal indkvartering af medarbejdere.