Egenproduktion

Egenproduktion i JORTON

I JORTON er vi stolte af en stor egenproduktion. Det er en del af vores DNA og siden vores grundlæggelse, har virksomhedens succes beroet på dygtige håndværkere.

For os er en velfunderet egenproduktion også nøglen til at vi kan levere kvalitetsløsninger til tiden. Mange elementer spiller ind i et vellykket byggeri, men selvstændige og dygtige håndværkere, er i sidste ende nøglen til ethvert succesfuldt projekt.

Beton

JORTON har haft beton som speciale siden etableringen i 1932, og vore håndværkere er uovertrufne på dette fagområde.

Referencerne er blandt de bedste og omfatter in situ-støbning i alle former og størrelser samt glideforskalling, hvor skiftende arbejdshold først stopper arbejdet, når konstruktionen er færdig.

Den mest enkle opskrift på beton er ingen kunst: cement, vand, sand og småsten blandes sammen og hærder til en stenhård og slidstærk konstruktion. Kunsten er at kunne udføre alle slags bygge- og anlægsopgaver ved hjælp af cementblandingen, og den kunst kan vi.

Infrastruktur

Vi har i årtier haft en stor aktie i udbygningen af infrastrukturen i Danmark. Siden 1970’erne har vi udført over 500 broanlæg for Vejdirektoratet, Banedanmark, regioner og kommuner.

Opgaverne spænder fra store dalbroer til mindre faunapassager. Vi har således en stor andel i de seneste årtiers modernisering af trafiknettet.

Vi ser på opgaver med infrastrukturen som et vigtigt udviklingsområde, hvor innovation og smarte løsninger er en del af den ydelse, som bygherren køber. Innovationsarbejdet betyder, at vi altid vil være et sikkert og konkurrencedygtigt valg, når der skal opføres nye vej- og jernbanebroer i fremtiden.

Glideforskalling

Tårne, skorstene, siloer eller bropiller opføres ved hjælp af glideforskalling, hvor betonen fyldes i en forskallingsform, som langsomt hæves og fyldes efterhånden som betonblandingen hærder. Alt efter, hvor stort og højt byggeriet er, kan det tage dage eller uger, hvor skiftende hold af betonarbejdere arbejder kontinuerligt på opgaven.

Traditionel forskalling laves med brædder, men på større arbejder bruges ofte stålforskalling eller vandfaste krydsfinérplader. Ved at anvende rå brædder eller indlægge profiler i forskallingen opnås der en reliefvirkning i betonoverfladen.

Offshore platforme

Beton spiller en vigtig rolle for offshore industrien i forbindelse med konstruktionen af platforme til efterforskning og produktion af olie og gas samt til etableringen af vindmølleparker til havs. Vi leverer i disse år flere hundrede betonplatforme til havvindmøller fordelt på flere forskellige projekter, og hver vindmølle har brug for en platform på soklen, hvor serviceskibe kan lægge til.

Vores ekspertise inden for betonkonstruktioner og dokumenterede resultater på området, gør os til en konkurrencedygtig samarbejdspartner for leverandører af offshore installationer.

In situ beton

Støbning af beton på stedet (In situ) forbindes for det meste med fundamenter og andre enkle betonkonstruktioner. In situ støbning er imidlertid meget mere, for in situ beton rummer uanede muligheder. Arkitekter og bygherrer opnår nogle helt andre frihedsgrader med hensyn til at skabe avancerede og spændende konstruktioner, når der støbes på byggepladsen i stedet for at anvende præfabrikerede betonelementer.

Er der lange leveringstider på betonelementer kan in situ-støbninger også fungere som et tidsbesparende og fleksibelt tiltag.

Årtiers erfaring med in situ

Vi har ni årtiers erfaring med støbning og armering af beton på stedet, og over alt i landet kan man se resultatet af vores gode in situ-projekter. Det gode betonarbejde er dermed en del af JORTONs DNA. Det betyder også at vores betonarbejdere er eksperter på området, når der skal opføres individuelle konstruktioner, krumme flader eller store dæk. De har den rette viden og håndværksfaglige stolthed til at løfte opgaver i alle størrelser.

Et økonomisk konkurrencedygtigt valg

Vores viden på området er også med til at gøre in situ beton til et økonomisk konkurrencedygtigt valg. Dermed kan tidsplaner, økonomi og arkitektonisk frihed gå op i en højere enhed og dermed skabe vellykkede og spændende projekter til glæde for alle byggeriets parter.

Murerarbejde

Murstenen er efterhånden blevet synonymt med dansk arkitektur og bygningsarv. I mange europæiske lande ser man murstenene blive gemt væk bag kvaderpuds eller rustikpuds. Men i Danmark vises murstenen frem og forbindes med varme, kvalitet og godt håndværk.

I JORTON har vi en stolt stab af dygtige murere, og vi ser flere generationer arbejde side om side. Vi har gennem tiden arbejdet på landets mest komplicerede mureropgaver, hvoraf mange er blevet præmieret med internationale arkitekturpriser. Det betyder at, uanset opgavens kompleksitet og lokation, så vil JORTON kunne stille med et hold murere i verdensklasse.

Jord

Af jord er du kommet til jord skal du blive… De fleste byggerier starter med en jordopgave. Der skal graves ud, graves til og byggemodnes. JORTON blev grundlagt af jord- og betonarbejdere og vi har siden været specialister indenfor dette område. Samtidig har vores materielafdeling det nyeste udstyr til rådighed. Dette er med til at sikre, at vores dygtige folk altid har optimale vilkår for at udføre et godt og sikkert stykke arbejde

Elementmontage

I det moderne byggeri er elementmontagen et af de vigtigste elementer, når tidsplaner og økonomi skal kunne følges ad. Effektiviteten heri har været årsag til, at vi i Danmark har kunnet huse efterkrigstiden eksplosive befolkningstilvækst. Men elementmontagen kræver også en grundig planlægning med leverandører og alle byggeriets parter. Vi har i vores organisation et stort hold af projektledere og håndværkere, der hele livet har arbejdet med elementmontage. Hertil har vi et søsterselskab, der producerer betonelementer, så vi er altid på forkant med den nyeste viden og trends indenfor elementproduktion og montering. Hertil har vi fokus på, at elementmontagen altid foregår sikkert, så en hurtig byggeproces også er en sikker byggeproces.

Kloak

Kloakarbejde er en af de nyere ben i JORTONs egenproduktion. Men vores kloakmestre har et helt livs erfaring med sig og har kompetencerne til at til at løfte store entrepriseopgaver, men er også på pletten hos private, der f.eks. skal have hjælp til klimasikring, jordarbejde, separering af anlæg, regnvand og spildevand samt øvrige serviceopgaver indenfor kloakarbejde.

JORTON Materiel

Gode håndværkere fortjener godt materiel, hvad end det er selvkørende mobilkraner, lune skurvogne eller borehammere. JORTON har en stor materielafdeling, der både servicerer JORTON og vores samarbejdspartnere.

Kontakt os

Allan Harbo
Adm. direktør
Mikkel Skovgaard Ovesen
Regionschef Region Nord
Søren Jungersen
Regionschef Region Midt
Lars Peter Jensen
Regionschef Region Syd
Kenneth Pebring Johansen
Regionschef Region Sjælland
Kasper Find Rasmussen
Regionschef Bro