Vivabolig Afd 3 – Helhedsplan for Samsøgade, Lyøgade, Bjørnøgade

Projektet omfatter en helhedsplan, hvor 187 boliger renoveres og ombygges til tilgængelighedsboliger. Boligblokkene er opført i årene 1946-1954 og udført med facader i blankt murværk og sadeltag med tegl. De 187 boliger fordeler sig på 19 opgange i 4 blokke.

Der etableres elevatorer i de 19 opgange og alle boliger renoveres indvendigt og indrettes til tilgængelighedsboliger. En del af boligarealet inddrages til fælles adgangsvej for at give plads til elevator i forbindelse med eksisterende trapperum, men ellers er placering af lejlighedsskel og antallet af boligenheder uændret. Elevatoren føres til kælderniveau, hvor der indrettes depoter til beboere, ellers ændres der ikke på indretningen og anvendelsen af kælderetagen. Elevatorskakte mures op i alle opgange.

Indretningen i den enkelte bolig ændres for at opnå en tidssvarende disponering med sammenhængende rumligheder og gennemlyste boliger med handicapvenlige badeværelser. I Samsøgade er etageadskillelser udført som bjælkelag mens de i Bjørnøgade og Lyøgade er udført som Baumadæk. Etageadskillelserne renoveres for at opnå niveaufri adgang samt for at forbedre lyd- og brandforhold.
JORTON varetager beboerhåndtering under hele renoveringen, mens bygherre står for genhusning af beboerne.

Projektfakta

Bygherre
Vivabolig
Udførelse
2021 - 2025
Entrepriseomfang
149,9 mio. DKK
Entrepriseart
Hovedentreprise
Arkitekt
Arkitektfirmaet NORD a/s