Opgaven bestod i at opføre to tilbygninger samt mindre ombygning af eksisterende bygninger – heriblandt køkkenet. Der er opført 1.000 nye kvadratmeter, og elevtallet forventes at vokse med 40 procent. Skolen, som henvender sig til ordblinde, har i øjeblikket 87 elever og vil efter udvidelsen have plads til 125 elever.
Der er opført en bygning i to etager, og øverst oppe etableres elevværelser. De indrettes som små lejligheder, hvor eleverne bor sammen fire og fire og får eget toilet og bad. Den nye bygning skal også rumme en ny, stor spisesal samt et indgangsparti med let adgang til skolens administration.
Med opførelsen af den nye bygning bliver det muligt at udvide det eksisterende køkken, og der sikres derved en bedre logistik i modsætning til før, hvor kølefaciliteter var i kælderen. I forbindelse med udvidelsen bygges to eksisterende bygninger ud imod Hovedvej A1 sammen, og det nye rum skal rumme en ny fællessal med store vinduespartier. Den eksisterende fællessal omdannes til to store klasseværelser, og en renovering af de eksisterende elevværelser er godt i gang. Hertil kom opførelse af nyt industrikøkken til skolens eksisterende køkken.
Under arbejdet på skolen var undervisningen stadig i gang, hvilket krævede tæt samarbejde og koordinering mellem JORTON og skolens driftsansvarlige.