Renoveringsprojektet på Riishøjsvej i Aalborg omfatter ombygning og renovering af 116 eksisterende lejligheder til 112 moderne boliger. Dette inkluderer en totalrenovering af 34 lejligheder, som omdannes til 30 tilgængelighedsboliger. Udover boligrenoveringen indebærer helhedsplanen også en betydelig forbedring af afdelingens udearealer. Projektet involverer miljøsanering og nedrivning af en blok, der genopføres med bærende betonelementer, skalmur, og en tagkonstruktion med sadeltag og pap. De øvrige blokke får renoverede opgange og tilgængelighedslejligheder med elevatoradgang. Derudover delrenoveres øvrige opgange med nye badeværelser og ventilationsanlæg. Projektet omfatter også nye vand- og afløbsinstallationer til køkken og badeværelser, delvis renovering af varmeinstallationer, inklusive udskiftning af alle radiatorer, nye altaner, samt udskiftning af vinduer og døre. Kloakanlægget i terrænet udskiftes delvist, og der etableres separationskloakering for hele området. Udeterrænet redesignes for øget tilgængelighed, og der installeres ny tryghedsskabende belysning og forbedrede tilkørselsforhold for renovation. JORTON udfører jord-, kloak-, beton-, murer- og terrænarbejde i egenproduktion.