Byggeriet omfatter to sammenbyggede haller med et samlet areal på 6000 m², beliggende på Esbjerg Havn. Hallerne skal rumme håndtering af komponenter til offshore vindindustrien. Størrelsen på komponenterne vanskeliggør landtransport, og samtidig er efterspørgslen efter faciliteter stigende, og hallen vil således rumme havnebetingede lager- og montageaktiviteter. Hallen bliver 35 meter høj.
Bygningen vil være blandt verdens største inden for havvind og er ikke noget, der tidligere er set på havvindhavnene i Europa. Den vil kunne tåle enorme belastninger og bliver en af de stærkeste med de højeste kapaciteter i Europa.
Hallerne er opbygget af stålrammer og beklædt med sandwichpaneler. Tagkonstruktionen er opbygget af trapezplader, isolering og tagpap.
Grundet bundforhold og store laster er såvel fundamenter som gulve pælefunderet.