MODU VALVES A/S, Vejle

Projektet omfatter opførelsen af et samlet bygningskompleks for MODU VALVES A/S på adressen Løversysselvej 4, 7100 Vejle. Byggeriet rummer virksomhedens domicil med tilhørende lager, værksted og udlejningskontorer og strækker sig over ca. 5.000 m². Projektet udføres som hovedentreprise og inkluderer alle udvendige belægnings- og landskabsarbejder, der tilsammen skaber et funktionelt og indbydende miljø omkring bygningen.
JORTONs søsterselskab, Hustømrerne A/S, varetager tømrerarbejdet på projektet. Dette inkluderer arbejdet med CLT (Cross Laminated Timber), tagdækning samt leverance og montering af inventar og hårde hvidevarer.
Bygherre har et skarpt fokus på bæredygtighed og miljøhensyn, både i bygningens design og det færdige resultat. Projektet indarbejder en række bæredygtige løsninger såsom “Design for adskillelse,” der sikrer mulighed for fremtidig genanvendelse af byggematerialer. Der anvendes CLT-elementer og biogene materialer, som reducerer projektets klimaaftryk og fremmer et sundt arbejdsmiljø. For at opnå det ønskede niveau af bæredygtighed er der lagt vægt på anvendelse af værktøjer som LCAbyg og EPD’er til at dokumentere og optimere projektets miljøpåvirkninger.

Dette fokus på bæredygtighed betyder, at dialogen mellem bygherre og entreprenører i forhold til anvendelse af miljøvenlige løsninger foregår på et professionelt niveau, som understøtter bygherres forventninger og ambitioner for det færdige byggeri.

Projektfakta

Bygherre
The Flow Hub A/S
Udførelse
2025 - 2026
Entrepriseomfang
140 mio. DKK
Areal
5.000 m2
Entrepriseart
Hovedentreprise