Farøbroerne – Renovering af lejer

Entreprisen er beliggende på Farøbroerne, og den omfatter i hovedtræk udførelse af reparation af lejer på pilletoppe på Sjælland-Farø (SF) og Farø-Falster (FF) broen.

Farøbroerne forbinder Sydsjælland med Falster via den lille ø Farø. Farøbroerne er et led i sydmotorvejen, som udgår af E47 og E55 og er med fire spor en vigtig brik i infrastrukturen mellem Sjælland og Falster og videre til Tyskland via Rødby.

Broerne er indviet i 1985 og består af en nordlig lavbro (SF) og en sydlig højbro (FF). Lavbroen er en 1600m lang bjælkebro med 20 stålfag. Højbroen er en skråstagsbro og er 1600m bestående af 15 stålfag, hvor største spænd er gennemsejlingsfaget på 290m med en frihøjde på 26m.

Fordelt på de to broer er i alt 26 bropiller og fire landfæster med hver to lejer. JORTON renoverer i egenproduktion 42 lejer på piller samt to lejer på landfæste.

Da pillerne står i vand har det medført, at vandvejen har været adgangsvej for tungt grej. Lettere grej og persontransport transporteres via broernes indvendige monorail, som kører gennem brokroppen. Herfra kan pilletoppe tilgås via luge i broens underside.

Arbejdet omkring lejer har medført stillads hele vejen rundt pillerne, som er etableret af JORTONs egne klatrere.

På pilletoppen er monteret en bærbar kran, som ved forholdsvis lav egenvægt og stor belastningsevne nemt kan flyttes fra pilletop til pilletop.

På pilletoppen ved siden af lejer monteres en 1,5 tons opklodsning, bestående af ståltønder og 40mm stålplader. Øverst placeres fire donkrafte med hver en løftekapacitet på 400 tons. Uden at genere trafikken løftes broen 15mm hvorefter det eksisterende leje skubbes sideværts ud og løftes ned på en flåde i vandet.

På land renoveres lejet ved udskiftning af diverse dele samt en overfladebehandling.
På pilletoppen er der ligeledes udskiftet dele og udført overfladebehandling.

Afslutningsvis er lejer blevet inddækket i en søvandsbestandig aluminiumsinddækning for at minimere påvirkninger fra vind og vejr.

Projektfakta

Bygherre
Vejdirektoratet
Udførelse
2022 - 2023
Entrepriseomfang
12,1 mio. DKK
Entrepriseart
Hovedentreprise