Spektakulært teglstensbyggeri i Vejle er nomineret til international arkitekturpris

20 / dec / 2018

At være nomineret blandt 383 projekter lyder måske ikke som noget særligt. Men når man er nomineret blandt det ypperste, europæisk arkitektur har at tilbyde, til Europas mest prestigefyldte arkitekturpris, så er det alligevel tilladt at være stolt. Og stolt er lige netop hvad JORTONs dygtige håndværkere er. Som hovedentreprenør kan JORTON se, hvordan det hårde arbejde har båret frugt ved at Fjordenhus i Vejle netop nu er blevet nomineret til The 2019 Mies Van Der Rohe Award.

Fjordenhus er designet som et kunstværk og firmadomicil for Kirk Kapital, af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson og hans Studio i Berlin, i samarbejde med den danske tegnestue Lundgaard & Tranberg Arkitekter samt rådgivende ingeniør, Hundsbæk & Henriksen. Som hovedentreprenør på det spektakulære byggeri har JORTON blandt andet stået for murerarbejdet, og det er blandt andet det levende samspil mellem de hundredetusindevis af farvede mursten og den smukke fjord, der er med til at skabe et byggeri, der har skrevet sig ind i den danske og europæiske arkitekturhistorie.
En stolt entreprenør

Som hovedentreprenør på projektet er JORTON glade og stolte af det endelige resultat:

– Det her projekt været længe undervejs og med god grund. Det er et ambitiøst byggeri som der ligger nogle store visioner bag, og alle projektets parter har været fast besluttede på, at vi skulle nå i mål med et nyt vartegn for Vejle by, der var af en kunstnerisk kvalitet udover det sædvanlige. Der er ikke blevet skåret nogle hjørner her og vores håndværker har givet sig selv 100 procent for at leve op til arkitekterne, kunstnerne og bygherrens høje ambitionsniveau, og det er fantastisk at se, hvordan det smukke byggeri nu hædres med så flot en nominering, udtaler René Iversen, projektleder hos JORTON.

Det er dog ikke første gang at JORTON har været en del af et projekt, der får så stor international opmærksomhed. I 2017 blev Kannikegården i Ribe, tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, også nomineret til en Mies Van Der Rohe Award, et projekt der også udmærkede sig ved en sublim teglstensarkitektur.

Også på dette projekt var JORTON hovedentreprenør, hvor et erfarent sjak af murere var med til at realisere både arkitekter og bygherrens vision.

Murværket består af knap 1 million uglaserede og specialglaserede mursten i forskellige farver og forme.

 

Navnet bag prisen

Der er i alt ti danske projekter nomineret til dette års Mies Van Der Rohe Award. Den fornemme pris er opkaldt efter en af den moderne arkitekturs største pionerer: Ludwig Mies van der Rohe. Han var en central del af Bauhaus-skolen i Tyskland og flygtede siden til USA, hvor han fortsatte med at udvikle og finpudse sit arkitektoniske udtryk. Om arkitekturen blev han ofte citeret for udtrykket: ”Less is more”.

 

Byggeriets parter

Arkitekt: Olafur Eliasson og Studio Olafur Eliasson i samarbejde med Lundgaard & Tranberg Arkitekter

Bygherre: Kirk Kapital A/S

Bygherrerådgiver: Hundsbæk og Henriksen A/S

Entreprenør – vandbygning: Per Aarsleff A/S

Hovedentreprenør: JORTON A/S

Rådgivende ingeniør: Cowi A/S

 

Billedmateriale

Billeder er venligst udlånt af Kirk Kapital A/S. Billeder skal krediteres fotograf Anders Sune Berg.