Solen skinner over byggepladsen “Guldhuset” i Aarhus
Vejrguderne var med JORTON, da entreprenøren i fredags viste et af sine interessante projekter frem for en gruppe nysgerrige ingeniørstuderende. Selvom rigelige mængder smørrebrød, serveret af JORTONs medarbejdere, bestemt også hjalp på de studerendes humør, så var der ikke nogen tvivl om, at det var selve rundturen på byggepladsen og projektgennemgangen der trak opmærksomheden til sig.
Det omtalte byggeri handler om opførelsen af Guldhuset på Vesterbro Torv i Aarhus. Det nye byggeri vil bestå af 31 lejligheder, med en SuperBrugsen i stueplan. Dets visuelle udtryk vækker minder om den berømte spanske arkitekt Antoni Gaudí, og vil bidrage til et nyt arkitektonisk pejlemærke til Vesterbro Torv.
Guldhuset er på mange måder en interessant byggeplads, hvilket de studerende hurtigt bemærkede. Den fremviser nemlig alle de udfordringer, der er ved at bygge inde i centrum af en storby. Der er ikke plads til de helt store armbevægelser, da både områdets beboere og den omgivende trafik skal kunne fortsætte relativt uforstyrret. Men oven i dette skal SuperBrugsen, der havde hjemme i den gamle ejendom, overføres til den nye bygning, og mens byggeriet går på, skal den fortsat kunne holde åbent for sine kunder.
– Det giver jo nogle interessante arbejdstider, fortæller Egon Madsen med et smil på læben, der er projektleder på byggesagen:
– Vi skal jo opføre en ejendom i otte etager, hvor den gamle blot var på to, så de bærende søjler i bygningen skulle forstærkes for at kunne klare den øgede vægt. Det indebærer jo alle de søjler, der går igennem SuperBrugsen. Så vi arbejdede inde i butikken hele natten, så når de første kunder trådte ind om morgenen, ja så var vi ude af vagten igen.
Det er derfor et byggeri, der foruden de tekniske beregninger bag selve nedrivningen og byggeprocessen, også kræver logistisk snilde.
Studerende blev budt velkommen af direktøren
Det var også derfor, at man fra JORTONs side udnyttede lejligheden til at invitere den kommende generation af ingeniører indenfor, da de netop her fik muligheden for at se de mange spændende opgaver og udfordringer, man som ingeniør hos en entreprenør skal kunne løse.
De studerende blev ovenikøbet budt velkommen af JORTONs administrerende direktør Allan Harbo, der på kort tid opridsede hvilke forskelligartede opgaver JORTON påtager sig, samt hvilke udfordringer man som en stor entreprenør skal håndtere. Dermed gav han de studerende et klart og levende indblik i hvordan det er at arbejde inden for entreprenør-branchen.
Også Egon Madsen fortalte, efter spørgsmål fra de studerende, om hvordan det havde været at skifte arbejde fra en af landets største entreprenører, til i dag at være ansat hos en mellemstor entreprenør som JORTON. Her lagde han ikke fingrene imellem og sagde:
– Desto større en virksomhed, desto større grad af specialisering oplever man. Men det bliver simpelthen kedeligt, at lave det samme dag ud og dag ind. Hos JORTON har vi da bestemt også hver vores spidskompetencer, men der er stadig et bredt udbud af forskellige opgaver, som vi hver især skal håndtere, og det gør det simpelthen så spændende at komme på arbejde. Hver dag har sine nye udfordringer og sine nye løsninger, fortalte Egon med et smil på læben.
Egon Madsen fortalte i detaljer om byggeriet og viste byggetegningerne frem.
Søren Jungersen, afdelingschef i JORTONs aarhusianske afdeling, kunne heller ikke dy sig for at fortælle lidt om byggeriet.
Det sene efterårsvejr kunne næppe have været bedre og der var flere (når da ikke byggeriet var i fokus), som fik suget lidt af solskinnet til sig.
Allan Harbo var med til at give de studerende et grundigt indblik i entreprenørens hverdag. Han stillede dog lige så mange spørgsmål til de studerende som de gjorde til ham.