Olivers fortid har ikke betydning for hans murertalent
Hvad kendetegner en god murer? Både arbejdsgiver og bygherre ville nok kunne blive enige om, at pertentlighed og perfektionisme ligger højt oppe på listen. Netop de træk har Oliver, der gennem en række omveje nu er godt på vej til at blive udlært murer, bl.a. efter en god lærlingeplads hos JORTON.
Olivers vej ind i murerfaget har ikke været lige nem. Som ung endte han i en kriminel løbebane, der resulterede i fængselsophold. Her kom han i kontakt med organisationen High Five, der arbejder med at etablere job for unge med en kriminel fortid. Efter noget tid fandt Oliver endelig sin rette hylde: Murerfaget.
– Jeg har altid været glad for at bruge hænderne og murerarbejdet tiltaler mig. Mursten, flise- og klinkearbejdet er spændende, for jeg er lidt af en perfektionist. Det er så tilfredsstillende når alt bare står snorlige og det giver virkelig pote at gøre sig umage i murerfaget, fortæller Oliver og fortsætter:
– I folkeskolen gik det ikke fantastisk. Man bliver jo ikke målt på ens praktiske egenskaber. Senere hen kom jeg i lære som vvs’er, men det var heller ikke mig for jeg var et helt andet sted i livet. Nu har jeg så bestået mit murergrundforløb med to 10-taller. Så det er jo et tegn på, at når man lander det rigtige sted, giver man sig selv 100%.
Læs også: Gode kolleger og spændende opgaver fik Yasin til at vælge JORTON
Et perfekt match
Oliver kom, efter sit forløb med High Five, i lære hos JORTON, hvilket var et perfekt match. De erfarne murersvende tog godt imod Oliver og var tilmed meget tilfredse med den unge murerlærlings skarpe øje for detaljer. Og alle kort blev lagt på bordet i forhold til Olivers fortid.
– Har man en baggrund som min, kan det godt være svært at komme ind på arbejdsmarkedet. Men det har været rart at komme ind i en virksomhed som JORTON. De har kendt alt til min baggrund og det har været befriende ikke at skjule noget. De har taget godt imod mig og det betyder at jeg vil yde mit bedste på byggepladsen, hver eneste dag. Der er mange drillerier på pladsen, men det kan jeg ret godt lide, og det altid med et smil, at man stikker til hinanden. Humor gør bare arbejdsdagene lidt lettere, siger Oliver.
”Vær vedholdende!”
– Jeg syntes kort fortalt at det er blevet sjovt at gå på arbejde og jeg glæder mig til for alvor at starte min håndværkerkarriere. Hvis jeg skulle give et godt råd til andre unge mennesker, der har det svært, er det at være vedholdende, hvis man har udset sig en vej frem i livet. Det er ikke sjovt at stå tilbage i vennegruppen uden en uddannelse og en retning i livet, fortæller Oliver og fortsætter:
– Selvom det kan være hårdt at komme igennem sin uddannelse, og det nogle gange virker uoverkommeligt at komme afsted på arbejdet, så finder man hurtigt ud af hvor mange gode ting det kaster af sig på vejen.
Afslutningsvis vil Oliver også godt rose High Five for deres arbejde for unge mennesker:
– De har været en stor støtte og har virkelig troet på at jeg kunne vende tilbage til samfundet. Samtidig giver de også plads til, at man selv kan tage styring over sit liv. Det er vigtigt at have nogle folk omkring sig, der tror på en. Det har i hvert fald hjulpet mig!