Lys ide fra projektleder gav gamle computere nyt liv i Tanzania

10 / sep / 2021

Nogle gange kan en lys ide og en lille gestus have stor betydning for andre mennesker. Og Bernard, en af JORTONS projektledere, fik netop sådan en ide.

Bernard er født i Tanzania og tager hvert år ned og besøger sin familie, der bor nær Victoriasøen og den ugandiske grænse. Det kommer vi tilbage til senere.

Bernard fik et opkald fra JORTONS IT-afdeling med en besked om, at hans gamle computer skulle udskiftes med en nyere model, hvilket satte tankerne i gang:

– Jeg havde en ældre og lidt langsom computer, men den passede egentlig godt til mit temperament. Da jeg blev ringet op, spurgte jeg ind til hvad der skulle ske med min gamle firmacomputer. Svaret var, at den bare skulle på en genbrugsstation, fortæller Bernard Lubago, han fortsætter:

– Jeg spurgte derfor, om ikke jeg kunne tage den med til min gamle skole i Tanzania, nu hvor jeg alligevel skulle besøge min familie. Jeg havde gjort noget lignende tre år forinden, hvor jeg tog forbi skolen med min bror fra USA. Vi havde et par af vores egne pc’er med og både lærere og børnene blev så glade for dem.

– Vores IT-chef Keld Nørgaard var lidt stille. Efter noget tid spørger han: ”Jamen, hvor mange skal du bruge? Vi har en masse ældre modeller”. Da jeg skulle have familien med, kunne vi samlet have 10 med. Det er intet problem, svarer Keld, der ender med at sende 13 til mig som var pænt pakket og renset, siger Bernard.

Fra ti til to

Da Bernard skulle afsted med sin ladning af computere, skete der det, som desværre er sket for mange rejsende de seneste to år. Corona-bølgerne gik højt og familien måtte blive hjemme:

– Jeg var den eneste, som var færdigvaccineret i min familie, så de måtte blive hjemme og det samme måtte de fleste af computerne. Jeg kunne sende dem, men det ville blive alt for dyrt. Det er bedre at tage dem med når vi alligevel skal rejse. Så koster det jo ikke ekstra på CO2-regningen, siger Bernard og fortsætter:

– Men jeg kom afsted og fik i Tanzania installeret Windows95 og word på pc’erne. Da jeg endelig ankom til min gamle skole, stod en lærer klar, der havde taget et modem med og så gik eleverne straks i gang med at bruge dem.

Til glæde for hele skolen

Men hvordan sikrer man sig, at de afleverede computere forbliver skolens ejendel eller, at de ikke blot ender på lærerværelset?

– Alle, både lærere og elever, blev indkaldt til en opsamling, hvor de fortalte om computerne og det blev gjort klart, at de skulle kunne bruges af alle. På den måde var der ikke nogen enkeltpersoner, som kunne gøre krav på dem og jeg ved, at de stadig er glade for dem og, at de bliver flittigt brugt, fortæller Bernard og afslutter:

– Jeg glæder mig til næste gang jeg skal på besøg, hvor min familie forhåbentligvis kan komme med. Så kan vi få afleveret resten af computerne og skolen kan få et fint computerrum, hvor man for alvor kan begynde at undervise de unge i IT. Hertil er det også en hel verden af information, der åbner sig op for alle de unge, som kan hjælpe dem i deres uddannelse og videre dannelse.