Køge Nord Station – en station udover det sædvanlige
Det er ikke hver dag man ser en togstation som Køge Nord Station. En 225 meter lang gangbro bugter sig hen over motorvejen, og er både indvendigt og udvendigt arkitektonisk fængende. Det hele hviler på et solidt fundament af beton, som JORTONS dygtige jord- og betonarbejdere står bag.
Køge Nord Station er åbnet, og man kan roligt sige, at det ikke er en helt almindelig station. En 225 meter lang gangbro, der forbinder S-banen og fjernbanen, slanger sig elegant henover spor og motorvej. Går man ind i slangen, gangbroens indre, bydes man velkommen af store vinduespartier, der giver en fantastisk udsigt over landskabet, mens trælameller i lofter og vægge skaber et blødt og organisk indre.
COBE og DISSING+WEITLING, der i samarbejde med COWI har skabt designet har formået at skabe en station, der er indbydende, effektiv og helt unik. Køge Nord Station bliver et trafikalt knudepunkt og skaber bogstaveligt talt bro mellem motorvej, station, natur og by.
Læs også: JORTON er klar til at løfte fremtidens DGNB-projekter
Hos JORTON er man også stolte over at have været med til sådan et spændende projekt:
– JORTONs entreprise består i udførelse af alle in-situ støbte betonkonstruktioner, herunder fundamenter, bropiller, trappesøjler samt gruber for elevatorer og rulletrapper. Det omfatter helt præcist syv sæt fundamenter og bropiller, fem trappesøjler, fem elevatorgruber samt fem gruber for rulletrapper. Betonarbejderne er udført via særdeles omhyggelig planlægning og udførelse under hensyntagen til at støbearbejderne blev udført tæt ved spor i drift. Det har samlet set krævet 1600 m2 form, 95 tons armering og 950 m3 beton, fortæller Kurt Hansen, der er regionschef for JORTONS Broafdeling.
Alle byggeriets parter har god grund til at være tilfredse med arbejdet, da broen har fået international anerkendelse og blandt andet er kommet på CNN’s liste over verdens 11 mest spektakulære (nye) broer.
Bygherrer:
BaneDanmark (gangbro)
Køge Kommune (parker og rejseanlæg)
DSB (aptering af perroner)
Rådgivende Ingeniør:
COWI
Arkitekter:
COBE
DISSING+WEITLING
Hovedentreprenør:
Bladt Industries A/S
Fagentreprise (Beton):
JORTON A/S