JORTON skal være med til at bygge velkomst- og udstillingsbygning ved koldkrigsbunkeren REGAN Vest

18 / maj / 2021

I Rold Skov ligger en lille kridtbakke, der ikke ser ud af noget særligt. Men den gemmer på en stor hemmelighed. For her, skjult 60 meter under jorden, finder man det atomsikrede bunkeranlæg REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark), der under den kolde krig skulle huse den danske regering og landets regent, hvis den kolde krig pludseligt blev varm.

Som noget helt unikt står regeringsbunkeren næsten uberørt med alt inventar og er derfor en helt unik tidslomme, hvorfra man kan opleve Den Kolde Krig fra første række.

Nu skal bunkeren, der heldigvis aldrig blev taget rigtig i brug, åbnes for besøgene og hertil skal der bygges en ny velkomst- og udstillingsbygning. Den skal give publikum mulighed for at fordybe sig i fortællingen om det danske beredskab under Den Kolde Krig.

Rådgiverkonsortiet bag den 1.135 kvadratmeter store velkomst- og udstillingsbygning består af AART architects, udstillingsarkitekterne Thøgersen & Stouby, landskabsarkitekterne SLA samt det rådgivende ingeniørfirma NIRAS.

Byggeriet er opdelt i fem storentrepriser, hvor vi hos JORTON er stolte over at kunne meddele, at vi har vundet både råhus-entreprisen og luknings-entreprisen.

– Vi glæder os til at gå i gang med dette spændende projekt, som er med til at fortælle et meget vigtigt kapitel i vores fælles danmarkshistorie. Det bliver jo også et fantastisk tilløbsstykke for både danske og udenlandske turister, så jeg tror det vil bidrage utrolig meget til lokalområdet når det står færdig i 2022, fortæller Mikkel Skovgaard Ovesen, Regionschef i JORTON Region Nord.

REGAN Vest
I 1960’erne opførte man et hemmeligt og atombombesikkert bunkerkompleks, godt skjult i Rold Skov. Anlægget består af fire betonringe, der ligger oven på hinanden to og to, og her var der både køkken, depotrum, lægeklinik, maskinrum m.m. I teorien kunne bunkeren fungere som en lille selvstændig by. Hvis der udbrød krig var hovedstaden udsat fra øst og hvis (eller NÅR) Sjælland faldt, skulle landet ledes fra anlægget i Rold Skov. Da Sovjetunionen gik i opløsning, forsvandt truslen fra øst og den Kolde Krig var fortid. Dermed mistede også REGAN Vest sin strategiske betydning, men det var først i 2003 at anlægget blev taget ud af operationel drift.