JORTON Opfører byggeri på rekordtid i Ølstykke
JORTON har opført 28 typehuse i Ølstykke på rekordtid.
Stramme tidsplaner er ikke usete i byggebranchen. Men når et projekt forsinkes seks måneder, hvor afleveringen kun rykkes tre måneder, vil det løbe koldt ned ad ryggen på de fleste entreprenører. En sådan forsinkelse opstod under opførelsen af 28 nye almene boliger i Ølstykke. Her skulle en gammel Brugs, samt en fodklinik rives ned. Klinikejeren skulle genhuses, før entreprenøren kunne påbegynde arbejdet. Denne proces endte med at tage et halvt år, hvilket også betød, at entreprenøren manglede et halvt år af tidsplanen.
Det var JORTONs sjællandske afdeling, der stod med den foruroligende stramme tidsplan. Men i stedet for at starte en længerevarende kamp med bygherren om nye tidsfrister, besluttede man sig for at mobilisere alle ressourcer for at nå i mål til tiden. Det krævede en omhyggelig planlægning af alle detaljer omkring byggeriet, og ikke mindst en håndfuld dygtige håndværkere og underentreprenører.
Resultatet af de mange anstrengelser er, at 28 typehuse er blevet gjort færdige i julemånederne, så de kommende beboere kan flytte ind 1. februar.
– Vi har haft ganske få forsinkelser på det her projekt, selvom der har været mange uforudsete bump på vejen. Det har krævet en masse ressourcer og godt kammeratskab på pladsen. Men nu er vi næsten i mål, og over julen kunne vi for alvor se frugterne af vores hårde arbejde, fortæller projektleder Henrik Steffensen.
28 boliger på ni uger
Byggeriet består af 28 typehuse, der leveres færdigproduceret fra Estland. Dermed kunne man tænke, at entreprenørarbejdet ville være en enkel sag, men det var ikke tilfældet.
– Der har været et stort forarbejde med at forstærke parterreplanen. I terræn har vi udført borede punktfundamenter og forstærket med betonbjælker. Vi har også sat meget tid af til linjeføringen af forsyning og afløb samt en ekstra brandisolering under boligerne, siger projektlederen og fortsætter:
– Det er altså ikke bare at sætte 28 typehuse ned, og så er man færdig. Selve opsætningen af husene begyndte i uge 43, og efter blot ni uger står de så alle færdige. Det er et imponerende arbejdstempo, når man tænker over det. Det skal jo også siges, at bestiller man typehuse fra Estland, vil der ofte være nogle mangler i forhold til de danske bygningsregulativer, som skal udbedres efterfølgende.
Der er blevet foretaget en screening af boligerne, som kan kaste en DGNB-Sølv certificering af sig, hvis der søges om det. Det vil dog ikke blive effektueret af hensyn til totaløkonomien og projektets størrelse.