JORTON fremviser årtiets bedste resultat

12 / apr / 2019

Den aarhusianske entreprenør JORTON kan for 2018 fremvise et overskud på 18.203.000 DKK. efter skat. Dermed har JORTON bevist, at deres stålsatte strategi med at være en landsdækkende entreprenør med et lokalt tilhørsforhold har været en stor succes.

2018 har været et fantastisk år for JORTON. Den jyske entreprenør har afleveret en række projekter, der har fået stor international opmærksomhed, såsom Fjordenhus i Vejle. Samtidig har JORTONs betoneksperter i 2018 arbejdet uden for kongerigets grænser og den initiativrige entreprenør er gået ombord i en af landets mest spændende renoveringssager, midt ude i Øresund, på det imponerende Middelgrundsfort.

Samtidigt med at spændende opgaver er blevet godt afleveret og nye opgaver er blevet søsat, så har JORTON gennem hele 2018 styrket sin strategi: Fælles retning, lokal forankring.

– Vi har i JORTON lagt stor vægt på at være tæt på vores kunder og samarbejdspartnere, uanset hvor i landet de er placeret. Hvis man kender de lokale forhold, og har et tilhørsforhold til stedet, ja så mener vi, at man får skabt det bedste byggeri. Vi er i en tid, hvor der overalt centraliseres, men vi er gået imod strømmen og har insisteret på, at den lokale forankring både er gavnlig for vores kunder og for virksomheden som helhed, og det har det seneste driftsresultat i den grad vist, fortæller Allan Harbo, administrerende direktør i JORTON.

Se årsrapporten her

Opkøb skaber nye muligheder
Senest har JORTONs strategi om lokal forankring også udmøntet sig i et opkøb af en lokal entreprenør i Randers. JORTON havde gennem længere tid været involveret i en række spændende sager i byen, der gennemgår en hastig udvikling. Derfor valgte man at opkøbe den lokale entreprenør Hedebo A/S, hvor direktøren Hans Jørgen Hedebo efter 30 år søgte nogle til at videreføre hans arv.

Selv om der på papiret har været tale om et opkøb, er det i realiteten et partnerskab:

– Hedebo A/S var en god og sund virksomhed, og vi havde det samme værdifællesskab, hvor godt byggeri og dygtige medarbejdere var i højsædet. Derfor har vi gennem længere tid været i dialog med Hans Jørgen om et eventuelt opkøb. Han søgte nogle, der kunne drive virksomheden videre i hans ånd, og vi ledte jo efter lige de kompetencer og det lokalkendskab, han havde opbygget i sin virksomhed, siger Allan Harbo og afslutter:

– Derfor var vi et rigtigt godt match, og med opkøbet har vi nu mulighed for at klare næsten alle slags byggesager i Randers. Vi vil have lokale folk til at klare de mange serviceopgaver, som vi overtager for Hedebo, men kommer der større opgaver, i stil med det vi allerede nu arbejder på i eksempelvis Sporbyen, ja så kan vi jo trække på JORTONS samlede styrke.