JORTON er totalentreprenør på nyt spændende projekt i Køge centrum
I Køge har man set en perlerække af nye byggerier skyde op, der harmonerer fint med den gamle købstads bymidte. På en af byens sidste centrale byggegrunde skal JORTON som totalentreprenør, nu til at opføre 29 lejligheder for Agat Ejendomme. Byggeriets udtryk kommer til at spille godt sammen med bymidtens nye og gamle arkitektoniske historie, takket være Norconsult Arkitektur, der har tegnet et byggeri, hvor fællesskaber og optimale boligforhold går hånd i hånd.
Køge er en by i en rivende udvikling, og der har været fuld gang i byggeriet. Man kunne frygte at den smukke bykerne ville blive overdøvet af alt det nye byggeri, men det har ikke været tilfældet. Man har i stedet skabt en by, hvor nyt og gammelt går hånd i hånd og der er skabt et spændende bymiljø, som tiltrækker især mange københavnske børnefamilier, der søger væk fra hovedstadens rødglødende boligmarked.
Der er både et pulserende byliv og natur indenfor armslængde, samtidig med at hovedstaden og landets andre storbyer er i tæt forbindelse med Køge, takket være den nye Køge Nord Station. Byens arkitekturpolitik har også trukket mange overskrifter og i 2020 blev Køge nomineret til årets Byplanpris og borgmester Marie Stærke blev tildelt borgmesterprisen ”Danmarks Arkitekturborgmester”, der uddeles af Arkitektforeningen.
Derfor er det med en vis ærefrygt, at JORTON som totalentreprenør går i gang med at bygge på en af Køge Centrums sidste byggegrunde: Køge Kyst B11/B12. Det bliver næsten som at sætte et punktum på byens spændende arkitektoniske rejse.
I dialog med områdets arkitektur
Byggeriet består af tre længebygninger med asymmetrisk saddeltag forbundet af to forskudte mellembygninger, hvor forskydningerne af mellembygningerne skaber to gårdrum, der skærmes mod Ivar Huitfeldtvej og banelegemet.
– Arkitekterne bag projektet fra Norconsult Arkitektur har formået at skabe et byggeri, der både er nyt og moderne i sit udtryk, samtidig med at det går i dialog med Køges ældre huse. Facaderne er muret i en lys teglsten, der vil give lys og lethed til gårdrummende og projektet som helhed. På gavlene, både mod Strædet og mod Ivar Huitfeldtsvej, arbejdes der med en yderligere detaljering af murværket, lyder det fra Norconsult Arkitektur.
– Vi har i materialevalg og farvesætning taget hensyn til den nære kontekst og videreført materialeholdningen. Køges handels- og by-gader har mange fine oplevelser, motiver, skift i materialer og farver når man bevæger sig gennem gaderne. Dette gør sig også glædende for Strædet, som den nye bebyggelse indskriver sig i. Den valgte teglsten skaber en fin overgang til den eksisterende bebyggelse langs Niels Juelsgade, hvor mange af husene er opført i blankt murværk. Der arbejdes med detaljer i cortenstål, hermed skabes sammenhæng med Strædes øvrige bebyggelser, byrumsinventaret og parkeringshuset som er nærmeste nabo, fastslås det fra tegnestuen.
Boligerne er udformet, så de byder op til socialt samvær. Små haver, fælles tagterrasser og store grønne gårdrum gør det muligt at interagere med sine naboer, samtidig med at man kan skabe sig sine egne små frirum. Haverummene åbner sig også op mod vest, så de er skærmet mod støj fra havnen mod øst. Der er dermed skabt optimale boligforhold til børnefamilier, da også de fleste lejligheder vil være på mellem tre og fire værelser. Der vil også være mindre to-værelses lejligheder så man får en varieret beboersammensætning.
Store ambitioner på en lille byggeplads
Når man skal til at bygge på en af Køges sidste centrale byggegrunde, er der nogle begrænsninger i forhold til byggepladsens udformning:
– Vi har næsten ikke noget plads at gøre godt med. Så vi skal som entreprenør virkelig fokusere på at lave en stram plan for, hvordan vi får kørt materialer ind og ud af byggegrunden, samtidig med der skal være plads til at det fornødne udstyr. Der er ingen spildplads, hvilket sætter strikse krav til vores koordinering, fortæller Kenneth Johansen, der er regionschef for JORTONS sjællandske afdeling. Han fortsætter:
Men det er et spændende byggeri, som passer flot ind i Køge Kommunes meget stramme lokalplan. Vi skal arbejde i et område, hvor der er utroligt meget liv i form af alle slags trafikanter, herunder en togstation. Igen stiller det nogle begrænsninger, men det gør også opgaven enormt spændende.
Byggeriet forventes at gå i gang omkring 1. juli efter, at Køge Museum har færdiggjort deres arkæologiske udgravninger:
– Alt efter museets udgravninger, forventer vi opstart af byggeriet hurtigst muligt. Der er en stram proces med en forventet aflevering i september 2022. Men vi er optimistiske i forhold til projektet og der er en god dialog alle parter imellem, så vi er sikre på, at det bliver et byggeri, som kan leve op til områdets høje arkitektoniske kvaliteter, afslutter Kenneth Johansen.