God energi på byggepladsen i Odense

07 / jun / 2022

JORTON er i fuld gang med at opføre Orifarms nye kontor- og kantinebygning i Odense. Der bliver støbt, skåret, løftet og boret og ifølge projektlederne Jesper Lynge Wiingaard og Magne Armose Jørgensen fra JORTON, er man godt med og der er højt humør på pladsen:

– Vores egne folk og underentreprenørerne har det godt sammen, og arbejdet skrider godt frem. Stemningen er simpelthen god, og det hjælper både på humøret og tidsplanerne, siger Jesper Lynge Wiingaard.

– Manglen på materialer skaber mange udfordringer, men bygherre har været god til at tænke forud og har f.eks. bestilt betonelementer, før vi overhovedet påbegyndte samarbejdet. Det viser jo et sjældent engagement i byggesagen, og det er en fornøjelse at arbejde med. Samtidig har de stillet en hal til rådighed, hvor vi kan opstille indkøbte materialer. Denne lagerplads betyder, at vi kan være på forkant og samtidig holde selve byggepladsen meget pæn og ryddelig, hvilket hjælper os både sikkerhedsmæssigt og logistisk, indskyder Magne Armose.

Dialog er det vigtigste tandhjul

Det kræver også et velordnet maskineri for at nå i mål med de ambitiøse tidsplaner. Her er det ifølge salgs- og tilbudschef i JORTON Region Fyn, Martin Jepsen, behjælpeligt, at man har en stor egenproduktion på sagen. Men der er også en anden vigtig faktor, der er essentiel for projektets succes:

– Vi skal være færdige allerede næste år, og der er ikke plads til mange forsinkelser. Orifarm gennemgår en stor udvikling, og de har brug for den nye tilbygning hurtigst muligt. Heldigvis tager Orifarm også stort ejerskab over byggesagen, og vi taler samme sprog, hvilket bidrager til en fin byggesag. Der er mange faktorer, der har indflydelse på om en byggesag går godt, men i sidste ende er vi mennesker den vigtigste faktor og taler man godt sammen, er en af de vigtigste tandhjul i maskineriet til stede for at nå i mål med et godt projekt, afslutter Martin Jepsen.

Om Orifarm

Orifarm blev grundlagt i 1994 og leverer et bredt udvalg af lægemidler af høj kvalitet til adskillige terapeutiske områder og stadier af sygdom. Deres produkter dækker hele patientrejsen fra forebyggelse til lindring, til behandling og opfølgning.

Hele koncernen beskæftiger nu op mod 2200 medarbejdere, og opererer i Danmark, Tjekkiet, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Holland, Østrig, Storbritannien, Polen, Belgien, Baltikum og USA.