En lille solstrålehistorie
I det eftertragtede Fuglekvarter i Kolding, finder man Lindehaven, der netop er ved at undergå en gennemgribende renovering, hvor vi er hovedentreprenør med ALFABO som bygherre.
Her kommer bl.a. tag og facader under en kærlig hånd og det samme gælder boligernes indretning. Her vil beboerne i fremtiden få glæde af nye badeværelser og køkkener. Hertil vil boligforeningen få flere tilgængelighedsboliger.
Foruden det store byggearbejde finder man på pladsen et finurligt eksperiment. Man kunne ligefrem kalde det for en lille solstrålehistorie.
Nogle af skurvognene har nemlig fået påmonteret solceller. Det har vi søsat for at se på hvilke muligheder, der er for at skabe en grønnere byggeplads, da netop byggepladserne sluger meget energi, hele året rundt. Indtil videre nyder flere skurvogne godt af energien fra solpanelerne. Fremover vil man måske også se pladsens elbiler eller el-værktøjet få gavn af solens stråler.
Når byggesagen er ovre, skal kilowatt-timerne tælles sammen og erfaringerne indsamles, så vi fremover kan skabe en bedre og grønnere byggeplads. For målet er, at fremtidens tiltag skal være både effektive og økonomisk rentable.