Poul Erik Dahl Kristensen blev uddannet som jord og betonarbejder i 1985. I 1987 blev han ansat i JORTON, hvorefter han igen tog ud for at afprøve tilværelsen hos nogle andre entreprenører. Men heldigvis for JORTON kom Poul Erik tilbage, og her har han så været i 34 år.

– Jeg skulle jo ud at prøve lidt forskelligt af, men jeg kom tilbage til JORTON takket være det stærke fællesskab, der var i organisationen, både blandt de timelønnede og funktionærerne. Man bliver behandlet godt, og kollegaerne er gode, og det er det vigtigste for mig, fortæller Poul Erik.

Desto sværere, desto bedre

Poul Erik har også altid været glad for sit arbejde, og selvom han har set og prøvet meget gennem sine år i byggeriet, er der stadig nogle projekter, som gør ham stolt:

– Jeg er meget stolt over vores arbejde på Kulturspinderiet i Varde. Det var en svær opgave, hvor bl.a. runde former komplicerede alt, hvad vi lavede, men resultatet blev også rigtig flot. Jeg er jo glad for mit arbejde, og jeg plejer at sige: Desto sværere opgaven er, desto bedre.

Ny generation fører stafetten videre

Glæden ved sit arbejde må også have smittet af, for Poul Eriks søn er gået samme vej og arbejder i dag hos JORTONs broafdeling:

– Min søn kom ind i firmaet som 17-årig, og han er i dag 38 år, så han er efterhånden også en veteran her i JORTON. Han ville først være tømrer, men han fandt ud af, at det ikke lige var ham, og han havde jo hørt mange pæne ting om det at være jord- og betoner fra mig af. Som sagt er det et godt arbejde, og man har mulighed for at udvikle sig meget samtidig med, at man tjener en god løn. Det er jo lige sådan noget, der tiltaler et ungt menneske, fortæller Poul Erik og afslutter:

– Selvom jeg altid har været tilfreds med mit arbejde, så er det dejligt, at de fysiske rammer er blevet bedre. Da jeg startede, var det et opslidende job. Det er da stadig hårdt, men ikke i forhold til, hvad det har været. Udlægningen af betonen kunne slide på en efter et par dage. Når vi skulle lave huller i betonvægge, skete det med håndkraft, hvor man møjsommeligt måtte hakke sig igennem materialet. I dag borer man jo bare lige igennem betonen. Jeg sad også i mine første seks år som jord- og betoner og bandt armeringsjern med en tang. Det er godt nok også blevet nemmere med de nye hjælpemidler, vi bruger.