Det gode sjak og den tætte dialog
HMI Vestas nye fabrikskompleks i Esbjerg har på sit højeste 23 meter fra gulv til loft. Hertil har det et gulv, der består af 2.500 tons beton. Selve byggeriet har ikke været nogen større udfordring, men det har tidsplanen derimod. Fra HMI Vestas side havde man to ønsker: Byggeriet skulle være i topkvalitet og det skulle stå klar hurtigst muligt, så man kunne komme i gang med produktionen af fremtidens grønne løsninger. JORTON satte derfor som projektets totalentreprenør alle kræfter ind for, at byggeriet ville stå færdigt så både kravene til tidsrammen og kvaliteten blev 100 procent indfriet.
Et erfarent sjak
“Det var et simpelt, men meget stort byggeri. Derfor er vi utroligt stolte af, at vi nåede i mål med det på kun fem måneder. Hvilket, vel at mærke, er sket uden at have trukket på for mange overarbejdstimer. Byggerier i denne størrelse kan normalt sagtens tage mere end et års tid” fortæller Lars Mønster Aagaard, der er projektleder hos JORTON i Esbjerg.
Spørger man Lars Mønster Aagaard, er man nået godt i mål med projektet takket være et godt forhold til bygherren og et stærkt sjak af betonarbejdere.
“Vi har haft 27 betonfolk fra egenproduktionen i gang på byggepladsen. De er nogle erfarne mænd, der virkeligt har formået at levere varen. De har arbejdet hurtigt og leveret den absolut bedste kvalitet. Samtidigt har der været et rigtigt godt samarbejde med bygherren og rådgiver, hvor vi hver uge har holdt møder under hele processen. Det viser jo bare hvor meget en god kommunikation betyder for et byggeprojekt.”
Alle projektets parter har i det hele taget været i god dialog, og hele byggeprocessen har været kendetegnet ved en grundig planlægning og præcis udførelse.
Fra Esbjerg til resten af verden
Det nye fabrikskompleks bliver et vigtigt bindeled mellem den danske vindmølleindustri og dens eksport til resten af verden. Dermed vil grønne løsninger blive skibet ud fra Esbjerg Havn og sejles ud til resten af verden. Esbjerg har i mere end et århundrede været en af landets vigtigste eksporthavne og med HMI Vestas’ nye fabrik, bliver den position kun stærkere. Det kan man blandt andet takke JORTON’s dygtige jord- og betonarbejdere for.