26 feb. 2018

Der er fuld gang i maskinrummet hos JORTON Øst

Mange forbinder måske JORTON med store og små opgaver i Aarhus og Jylland, men igennem de seneste år har JORTONs østlige afdeling sat deres præg på København og Sjælland i form af flere unikke og spændende opgaver. Det hele er kulmineret med transformeringen af Middelgrundsfortet, der uden tvivl hører til blandt landets mest interessante renoverings-opgaver.

Inden længe kommer der for alvor damp under de i forvejen glødende kedler i maskinrummet hos JORTON Øst. JORTON skal nemlig til at rykke både mandskab og maskineri midt ud på havet, eller mere præcist på Middelgrundsfortet. Denne 120 år gamle befæstning skal nemlig transformeres til en Ungdomsø, med JORTON som hovedentreprenør.

Middelgrundsfortet i Øresund er på mange måder et helt unikt byggeri. Til trods for sine 120 år er det stadig verdens største kunstigt anlagte ø, som ikke er landfast. Hertil er det bygningsfredet og et fortidsminde, hvilket betyder, at alt arbejde på øen skal foretages med en nidkær forsigtighed.

 

Alle kan handle som en selvstændig entreprenør

JORTON skal som hovedentreprenør på det ambitiøse projekt, sammen med arkitekter, ingeniører og bygherren Middelgrundsfonden, transformere og gennemrenovere det forladte fort til en udviklingsplatform og fristed for unge fra hele landet:

- Det her er et kompliceret projekt. Vi har her en dobbeltfredning samtidigt med, at vi arbejder på en ø, hvor alt udstyr og personel skal sejles frem og tilbage. Har du glemt skruetrækkeren på land, ja så er der altså ikke noget at gøre ved det, griner Lars Bjørn Knudsen, der er afdelingschef i JORTON Øst, og fortsætter:

- Man skal evne at agere på egen hånd og tage de rigtige beslutninger uden konstant supervision. Hver eneste af vores medarbejdere er en minientreprenør i sin egen ret, og jeg er meget tryg ved, at de skal håndtere denne sag. Et andet grundelement for succes i det her projekt er kort og godt en grundig dialog. Allerede nu har vi nydt godt af et fantastisk samarbejde med en engageret bygherre med en topprofessionel organisation. Det er en fornøjelse at blive mødt af en bygherre, der er velforberedt og har en god stab af folk under sig til at rådgive undervejs i processen.


Man bliver nødt til selv at opleve det

Midt i fortets virvar af gange og fredede bygninger skal der etableres teltpladser, samlingsrum, amfiteater, vandforsyning, elektricitet og meget mere - midt ude i havet. Men til trods for dette ser projektchef i JORTON Øst, Jens Kappel Jensen, ikke opgaven som væsentligt mere kompleks end så mange andre opgaver han har stået med:

- Det er en sag med nogle indbyggede udfordringer, men sådan er det med alle byggerier i denne størrelsesorden. Vi skal jo heller ikke overkomplicere det, da vi jo før har arbejdet med store renoveringer af fredede bygninger og arbejdet på store projekter til søs.

Da Middelgrundsfortet er et helt unikt stykke bygnings- og kulturhistorie, kan det være svært at beskrive dets imponerende skala. Man må simpelthen opleve det med egne øjne:

- Vi får her lov til at bygge en bro mellem fortid, nutid og fremtid. Det er sager som denne, der gør, at man glæder sig til at gå på arbejde, og jeg tror, det er et af de projekter vi alle vil huske 40 år frem i tiden. Men ikke nok med det så er det også en sag, hvor vi som entreprenør kan udvikle og vokse med opgaven. Vi skal hele tiden stile mod at udvikle os og tage de opgaver, hvor det både er spændende og udfordrende, afslutter Lars Bjørn Knudsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om JORTON direkte i din mailbox.

*
*
*

* obligatorisk

Vi bruger cookies. Ved at bruge vores website acceptere du automatisk brugen af Cookies. Vi bruger Cookies udelukket for at optimere brugeroplevelsen.

Luk