447 boliger har fået et tiltrængt ansigtsløft

01 / jul / 2017

Hasseris Boligselskab Afd. 5, Grønnegården er i gang med at få en omfattende, og tiltrængt, renovering. JORTON står bag en komplet udskiftning af facaderne og en indvendig renovering af alle lejlighederne. Allerede nu kan man se effekten af de nye smukke skalmure, der har forvandlet de 20 boligblokke til hjem, man har lyst til at opholde sig i og omkring.

Hvad kræver det at omdanne 20 slidte og udtjente boligblokke fra 1960’erne. Intet mindre end 1,3 millioner mursten, som har skabt en række flotte og indbydende skalmure, der har erstattet de gamle hvide betonelementer. Betonelementerne på de øvrige facader er fjernet helt og væggene er blevet genopbygget af trækassetter, også med en skalmur udenpå. Til sidst er der monteret altaner på facaderne.

Selvom der er tale om en renovering, er der reelt set tale om en total transformation af boligblokkene, der gør at man næsten kan betegne det som et nybyggeri. Den gennemgribende forandring fortsætter også indvendigt, hvor der sker en total udskiftning af gulve, lofter, køkkener og badeværelser, så der heller ikke her bliver noget tilbage af den gamle aptering.

Erfarent sjak har givet en smertefri proces

Opgaven for Hasseris Boligselskab kom lige efter afslutningen på renoveringen af Sundby-Hvorup Boligselskabs 818 boliger i Løvvangen i Nørresundby, hvilket havde krævet intet mindre end 1,6 millioner mursten. Derfor var det stort set det samme erfarne sjak, som gik i gang med den gennemgribende renovation af Grønnegården. Det tidligere samarbejde med bygherren kombineret med et garvet hold, der kort forinden havde afsluttet en lignende opgave, har været afgørende for en god proces og ikke mindst, at beboerne i Grønnegården kommer til at kunne flytte tilbage i nogle boliger af højeste kvalitet.

Før

Efter