01_Web_1760x458.jpg

Job

JORTON – Vi brænder for det gode byggeri

Vi er en landsdækkende entreprenørvirksomhed med afdelinger i otte byer. Vi har været med til at opføre et stort antal boliger og institutionsbygninger samt gennemført utallige renoverings- og vedligeholdelsesarbejder. JORTON har desuden udført en lang række broer og store komplicerede betonkonstruktioner til erhvervs- og anlægssektoren.

Det er et særkende for JORTON, at det er vores egne folk og vores eget materiel, du møder ude på pladserne, for vores motto er ”Fælles retning, lokal forankring”. Vi råder over en stor stab af specialister, der repræsenterer en omfattende og varieret viden og erfaring, som løbende vedligeholdes og deles, når vi løser opgaver i samarbejde med lokale fagfolk. Men fælles for alle vores medarbejdere, hvad end det er mureren, ingeniøren eller afdelingschefen, så brænder vi alle for det gode byggeri.

Mulighed for faglig og personlig udvikling
JORTON har som målsætning at fastholde og udbygge positionen i byggebranchen, som en eftertragtet og kvalitetsbevidst samarbejdspartner gennem levering af arbejde, funderet på høj faglig kvalitet, gennemført med effektiv styring og kontrol. Denne målsætning kræver en helt fundamental ting: Danmarks dygtigste byggefolk.

Dem har vi fået ved at skabe en arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder behandles med respekt, og hvor der er rig mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt. Takket være den brede vifte af opgaver, som vi håndterer, er der altid mulighed for at udvikle og tilegne sig nye kompetencer hos JORTON, uanset om du er lærling, en erfaren byggeleder eller kontormedarbejder.

Vi er en fleksibel organisation med en flad struktur, hvor alle medarbejderes inputs tages alvorligt. Det betyder, at beslutningsvejene er korte, og at der ikke er langt fra tanke til handling. Så er du fuld af gode ideer, så er JORTON den helt rigtige arbejdsplads. Uden vores medarbejderes engagement, ideer og visioner, var vi nemlig aldrig nået dertil, hvor vi er i dag.

Hardahl Kristensen, Serviceformand hos JORTON: Der er aldrig to ens dage. Men nye opgaver og udfordringer er jo netop det, der gør at man ser frem til at gå på arbejde. Det kan selvfølgelig godt give sved på panden når man står overfor noget helt nyt, men så er det jo bare at huske på at man har et stort team af erfarne folk bag sig.

Mie Lindskou, Kontormedarbejder hos JORTON: Jeg havde straks en fornemmelse af at være velkommen da jeg startede hos JORTON. Der var en god atmosfære på kontoret og folk var imødekommende og venlige.

Helle Vestergaard Byggetekniker: Der har altid været en flad virksomhedsstruktur i JORTON, hvor der ikke er langt fra top til bund.

Jacob Graversen, murerlærling: Jeg har fået lov at udvikle mig fagligt, og har fået mere ansvar og flere opgaver, efterhånden som jeg har lært nye ting

Maria Anja Nielsen, murer: Arbejdsmiljøet er simpelthen bare godt, og det betyder, at man glæder sig til at gå på arbejde. Det gælder også den fysiske sikkerhed på pladsen, hvor jeg føler, at ledelsen og formændene ikke går op i den enkelte medarbejders sikkerhed, fordi de frygter bøder fra arbejdstilsynet, men fordi de bekymrer sig om os som kolleger og mennesker.

Mere end 85 år i byggebranchen
JORTON blev etableret i Århus i 1932. I de første år bestod aktiviteterne af mindre jord-, kloak- og vejarbejder. Efter 2. verdenskrig fulgte større entreprisearbejder.

JORTONs vækst tog for alvor fart med det industrialiserede boligbyggeri i 1953. Vi var med, da boligforeningernes montagebyggerier indtog landet. Med de mange entrepriser, der blev udført i alle dele af kongeriget, opstod behovet for en mere lokal tilknytning til de områder, hvor arbejdet foregik. Odense afdelingen kom til i 1976, og herefter fulgte afdelingerne i Aabenraa, Esbjerg, Kolding og Aalborg.

JORTON har afdelinger i Aalborg, Randers, Aarhus, Kolding, Aabenraa, Esbjerg, Odense og Køge og beskæftiger ledere med håndværksmæssig baggrund, ingeniører, bygningskonstruktører, tekniske assistenter og kontorpersonale i afdelingerne samt timelønnede murere, jord- og betonarbejdere og lærlinge. Alle steder er fagligheden, kvaliteten, helheden og det lokale engagement i højsædet for at give vores kunder værdi for pengene.

Fra at være et lokalt entreprenørselskab er JORTON i dag vokset til en landsdækkende bygge- og entreprenørvirksomhed med opgaver inden for såvel total- som hoved- og fagentrepriser.

Selvom der er gået 85 år siden JORTON blev grundlagt, er der nogle ting, som ikke har ændret sig: Vores mål er stadig at levere det bedst mulige byggeri, som vi i fællesskab kan se tilbage på med stolthed. Kvaliteten, der følger af vores måde at arbejde på, vil vi ikke give køb på. Vi har simpelthen gjort os umage i 85 år, og det vil vi fortsat gøre.

Vil du vide mere om mulighederne for job hos os, kan du henvende dig til afdelingskontorerne dér hvor du bor eller kontakte vores HR-chef Elma Lomholdt.

Fremtiden for dig

Vi anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du dette. Cookie- og persondatapolitik

Luk