Tilbage til barokken
 

På Kolding Station går bygherren ikke på kompromis – hverken med materialer, kvalitet, pris eller stil. Et princip som går igen i renoveringsopgaven, som JORTON er i gang med.


 - Kolding Station er en majestætisk bygning fra 1884 med mange fine krummelurer. Bygherren har et ønske om at holde bygningen i denne gamle barokstil. Derfor går man ikke på kompromis, siger entrepriseleder Lars Ringer.

JORTON startede renoveringsopgaven ultimo januar, og projektet, som har en entreprisesum på cirka to millioner, er delt op i fire mindre etaper.


Første etape bestod af kontorer på cirka 50 m2 til stationens servicemedarbejdere, anden etape er nye toiletter og tredje etape er nedbrydning af den eksisterende toiletbygning.


- Det var en 30 år gammel toiletbygning, som ikke passede ind i resten af byggeriet. Bygherren vil have den gamle stationsfacade tilbage, som det engang var. Her bruges specielle formsten lavet af Falkenløwe, igen i forhold til bygherrens ønske om at opnå et autentisk udseende, siger Lars Ringer.


Fjerde etape består af renovering af forhallen. Også her skinner ønsket om særlige materialer igennem.


- Bygherren har tilkøbt et skakternet naturstensgulv til hele forhallen, hvor man endda kan se aftryk af fossiler i nogle enkelte af klinkerne, siger Lars Ringer.


Byggeriets primære udfordring består i at udføre opgaven uden at være til for stor gene for dem, der kommer på stationen. Men både stationen, DSBs billetsalg og 7 Eleven butikken har været i fuld funktion igennem hele renoveringsprocessen.


- En af de vigtigste ting er at være på god fod med brugerne. Hele tiden informere dem og forklare dem, hvad der skal ske. Det gør opgaven lettere hendad vejen. Hvis de er informeret, udviser de også mere forståelse over for for eksempel støj, siger Lars Ringer.


Projektet afsluttes til august.

Kolding Station