Store ordrer til JORTONs broafdeling
Der har været tryk på tilbudsgivningen i JORTONs broafdeling i december og januar måned, og nu viser resultaterne af det hårde arbejde sig. JORTON skal i den kommende tid stå for fire store broprojekter til i alt 139 mio.
- Jeg er meget tilfreds med den store ordretilgang, vi har opnået allerede fra starten af året. De mange nye projekter giver os noget at se til, og vi er allerede godt i gang med planlægningen, siger afdelingsleder i JORTONs broafdeling Lars Smedegaard.
De fire broprojekter udføres alle for Vejdirektoratet og omfatter opførelse af en 500 meter lang motorvejsbro i Silkeborg, udvidelse af en omfartsvej ved Brande, udskiftning af kantbjælker på Svendborgsundbroen på Fyn og bropakke HN.
God timing og gode ideer
JORTONs positive ordrebeholdning skyldes i følge Lars Smedegaard god timing i opgaverne og gode ideer fra folkene i broafdelingen.
- Opgaven i Silkeborg passer på en prik med, at JORTON i foråret afslutter opførelsen af dalbroerne ved Vejle. JORTONs egne stilladser transporteres nu til Silkeborg, hvor de vil blive opført på en sådan måde, at vi ikke behøver at skille dem ad, men blot flytte dem, mens arbejdet skrider frem, siger han.
Byggeboom inden for broer
JORTONs broafdeling er ikke den eneste, der får travlt i de kommede år. Vejdirektoratet udbyder nemlig brorenoveringer for 500 mio. om året, og Banedanmark skal have repareret ikke mindre end 185 broer i 2012.
- Mange steder trænger vejnettet til at blive effektiviseret. Særligt rundt om de større byer, hvor der er tendens til kødannelser, her er der behov for bedre infrastruktur.
Senest har JORTON budt på en totalentreprise for Vejdirektoratet om udbygning af den fynske motorvej ved Middelfart. Svaret på tilbuddet kommer i næste uge, hvor Vejdirektoratet sammenligner priser og projekter fra tilbudsgiverne.
Læs mere om startskuddet til motorvejsbroen i Silkeborg her
|