Sikkerheden i top - på alle fronter
 

Sikkerhedsforanstaltningerne er skærpede, når entrepriseleder Kurt Asmussen og hans betonarbejdere tager på arbejde på Flyvestation Skrydstrup. Der er nemlig dobbelt-op på sikkerhedsberedskabet på Forsvarets flyvestation, Fighter Wing Skrydstrup, der er hjemsted for den danske styrke af F-16 jagere. Frygten for terror og spionage har sat sine tydelige spor:
 

- Adgangsbetingelserne til flyvestationen er skærpede. Alle, der skal have adgang til flyvestationen, skal sikkerhedsgodkendes af PET. Først da får man adgang til byggepladsen. Det er som et "lukket land", hvor JORTON naturligvis er underlagt Forsvarets reglement, fortæller Kurt Asmussen.


Byggeprojektet består af to værksteder, ét til reparation af flyene og ét, hvor flyene males. Byggepladsen er derfor placeret lige op og ned af rullebanen, hvor flyene kommer ud, inden de kører på landingsbanen. Her lukkes der derfor af med hegn, så sten fra udgravningen til kælderen eller flyvende plastic ikke forvilder sig ud på rullebanen til stor fare for F-16 flyene.


Også på selve byggepladsen er sikkerhedsforanstaltningerne i højsædet. Bygherren, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, har hyret en ekstern sikkerhedskoordinator til at varetage sikkerheden, både hvad angår militærfolkene, som arbejder på området, men også brugere og håndværkere.


Der er sikkerhedsmøde hver 14. dag, og en gang om ugen kommer koordinatoren til uanmeldt sikkerhedsrundering. Et samarbejde, der ifølge Kurt Asmussen, kører rigtig fint.


I forlængelse af det nuværende projekt frem til juni 2012 har JORTON til opgave at opføre to lagerhaller, en kantine samt et bad- og omklædningsrum på Flyvestation Skrydstrup.
 

Flyvestation Skrydstrup