JORTON skaber tryghed og kvalitet

 

JORTON er en løsningsorienteret samarbejdspartner, der er god til at kommunikere med bygherren, så man når sikkert i mål med et kvalitetsprodukt.

 

Det er oplevelsen hos Banedanmark, der samarbejder med JORTON om et broprojekt på den gamle togstrækning Nordvestbanen, som løber mellem marker og skov ved Lejre på Sjælland.
 

Nordvestbanen skal elektrificeres og udvides med et ekstra spor. Det betyder, at de to eksisterende banebroer skal rives ned, hvorefter der skal bygges fire nye broer.
 

JORTON gik i gang med opgaven den 27. juni 2011, og det er en tilfreds bygherre, der følger med i, hvordan arbejdet på byggepladsen skrider frem.
 

- Jeg kan se, at folkene samarbejder godt, og det giver mig tryghed og sikkerhed om, at projektet når de målsætninger, der er fastlagt for økonomi, kvalitet og sikkerhed, siger Robert Staal, der er byggeleder i Banedanmark.
 

Robert Staal fremhæver især JORTONs evne til at være i dialog med bygherren.
 

- Når jeg oplever, at den daglige kommunikation fungerer godt, ved jeg, at vi får løst eventuelle problemer hurtigt og effektivt. I det daglige handler det for eksempel om at drøfte tingene med det samme, i stedet for at trætte hinanden med lange e-mails, siger Robert Staal.
 

Forventningen er, at de fire broer står klar til brug i december 2011, og Banedanmarks byggeleder fortæller, at det har været afgørende, at togdriften holdes i gang under hele byggeperioden.
 

Sådan en opgave kræver en meget løsningsorienteret samarbejdspartner. Det ved man godt i JORTONs broafdeling, så her drager man nytte af mange års erfaring med broarbejde.
 

- Det er erfaringen og et stærkt team, som giver os overskuddet til at få elementer som jord, beton, stål, træ og belægning til at gå op i en højere enhed med omgivelserne, siger Lars Smedegaard, der er afdelingsleder for JORTONs broafdeling.
 

JORTONs ekspertise har betydet, at man på Nordvestbanen har fundet en kreativ løsning, så byggeriet af de fire broer ikke har påvirket togdriften i byggeperioden.
 

- Løsningen har været at støbe enorme endevægge på begge sider af banen, som vi kan lægge betonelementerne ovenpå efterfølgende, fortæller entrepriseleder i JORTON Bo Vestergaard Pedersen.
 

- Samtidig er alle elementerne blevet kørt ind ad de små veje til byggepladsen, så vi undgår at stille stillads op og fylde i landskabet med vores store materiel, forklarer han. 

 

Fakta om projektet
Projekt: Nordvestbanen
Bygherre: Banedanmark
Tidsramme: Juni-december 2011
Entrepriseart: Hovedentreprise
Entrepriseomfang: Nyanlæg

 

Download som pdf >>>

 

 

Opførelsen af nye broer over Nordvestbanen